Behandlingsindsatsen hos Brobyggerne

Behandlingsindsatsen tager altid afsæt i de mål, der er beskrevet i handleplanen fra børnefamilieområderne.

Det metodiske grundlag hos Brobyggerne er alsidigt og skræddersyet den enkelte indsats - med baggrund i barnets, den unges eller familiens problemstillinger og ressourcer. Vi arbejder altid ud fra Kognitiv Adfærdsterapi, mentaliseringsbaseret pædagogik, Low Arousal samt elementer fra AART.

Kognitiv Adfærdsterapi (KAT)

Igennem strukturerede KAT-samtaler støtter vi barnet eller den unge i at erkende og forstå egne tanker, følelser og handlinger. Målet med KAT er, at vi styrker evnen til mere nuanceret og realistisk tænkning. Børnene og de unge vil dermed opleve at kunne handle mere effektivt i forhold til egne langsigtede mål og ønsker for fremtiden.

Low Arousal

Low Arousal er en pædagogisk tilgang, hvor den fagprofessionelle støtter barnet eller den unge i at ændre udfordrende adfærd ved at undgå konfronterende situationer.

Adapted Aggression Replacement Training (AART)

AART er et evidensbaseret træningsprogram, der bygger på Kognitiv Adfærdsterapi og social færdighedstræning. I AART-træningen får børnene og de unge redskaber til at fungere i sociale sammenhænge og styre og kontrollere vredesudbrud, ligesom de udvikler deres evne til at ræsonnere moralsk og empatisk.